fbpx

Det kan du selv gøre

Hvordan kan man lette hverdagen med atopisk eksem?

 

Indeklima og atopisk eksem

Indeklimaet har stor betydning, når man har atopisk eksem. Hvis man sveder, bliver eksemet værre, og hvis man fx er i rum med et pelsdyr, man er allergisk over for, kan man få et slemt eksemudbrud. Her er derfor en række råd, man kan følge for at gøre hverdagen med atopisk eksem så god som muligt.

  • Hvis man har atopisk eksem, har man, især som barn, en øget risiko for at udvikle astma og høfeber. Derfor er det vigtigt, at man ikke udsættes for tobaksrøg og pelsbærende dyr i hjemmet, da det vil øge risikoen for at udvikle disse sygdomme. De allergene stoffer findes både i dyrenes pels, spyt, skæl og urin. Derfor bør man helt undgå at have pelsdyr i hjemmet i barnets første leveår.
  • Der er nogle med atopisk eksem, der også har allergi over for husstøvmider. Hvis du har det, vil tilstedeværelsen af husstøvmider forværre eksemet.
  • Det kan anbefales at bruge uparfumeret sæbe til tøjvask, ligesom det generelt anbefales at mindske (evt. helt undgå) parfume, da eksempatienter har meget følsom hud og derfor også har risiko for at udvikle parfumeallergi.
  • Smør dig dagligt med fugtighedscremer med højt fedtindhold, og brug altid fugtighedscreme lige efter badet. Hav altid små tuber creme med dig i håndtasken, sportstasken osv., så der altid er en creme inden for rækkevidde.
  • Der er mange med atopisk eksem, der slår ud af at bruge uldtøj. Det irriterer ofte huden og kan resultere i eksemudbrud. Det er derfor en god idé at bruge bomuldstøj i stedet for uldtøj. Hvis huden er meget følsom, kan man også overveje tøj af bambus og silke som alternativ.
  • For at forbedre indeklimaet anbefales det, at man lufter ud mindst to gange om dagen med gennemtræk. Et godt indeklima er ekstra vigtigt, når man har atopisk eksem. Man kan også overveje at undgå blomster af kurvblomstfamilien, da disse kan fremkalde allergisk eksem ved berøring. Det drejer sig om planter som krysantemum og margueritter.
  • Det anbefales desuden at sove i et køligt soveværelse, da eksemet bliver forværret, når man har det varmt og sveder.
  • Hold dine negle korte. Det mindsker risikoen for at kradse hul på huden, når du klør i eksemet.

Badning med atopisk eksem

Når man har atopisk eksem, er huden særligt udsat for at tørre ud. Og når huden er meget tør, er der større risiko for, at man får kløet hul på huden, når man kradser i eksemet. En af de ting, der er med til at tørre huden ud, er lange varme bade. Det er derfor en god idé at tænke over sine badevaner, når man har atopisk eksem.

  • Huden skal holdes ren, men ikke udtørres med unødigt lange bade. Et kort bad hver eller hver anden dag er typisk passende.
  • Det er en god ide at vaske huden dagligt med en uparfumeret sæbe, da det fjerner bakterierne og forebygger betændelse.
  • Varmt vand er mere lokalirriterende end koldt, og badevandstemperaturen skal derfor helst være kølig.
  • Det er mere effektivt at smøre sig grundigt med fugtighedscreme efter badet, end det er at bruge badeolie i badet.

Kost og atopisk eksem

Når man har atopisk eksem, kan kosten også have stor betydning for, hvornår man får eksemudbrud. Selvom der ikke er en direkte sammenhæng mellem atopisk eksem, astma og allergier, har man en øget risiko for at udvikle allergier, når man lider af atopisk eksem.

Det er derfor en god ide at være opmærksom på, hvad du har spist, når du får et eksemudbrud, da det kan betyde, at du er allergisk over for de pågældende fødevarer.
Der er dog også fødevarer, der kan irritere huden, uden det betyder, at man er allergisk over for dem. Det gælder for eksempel tomat og appelsin. Når man spiser det, kan det begynde at klø og svie rundt om munden, men ofte skyldes det, at syren fra frugterne irriterer huden og ikke, at man er allergisk.  Man kan derfor vælge at skære det ud i små stykker, så det ikke rammer huden, når man spiser det.

Da atopisk eksem er delvist arveligt, er der en øget risiko for, at dit barn også får atopisk eksem. Der er en række anbefalinger, du kan følge, for at mindske risikoen så meget som muligt.

  • WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler modermælk frem for modermælkserstatning. Modermælk anbefales i 6 måneder eller længere, da det forebygger infektioner hos barnet og beskytter mod astma og allergi.
  • vis der skal suppleres eller erstattes med modermælkserstatning bør det overvejes at anvende højt hydrolyseret modermælkserstatning (f.eks. Profylac eller Nutramigen). Dette kaldes også hypoallergen modermælkserstatning.
  • Du kan give dit barn fast føde (mos) efter 4-månedersalderen. Nogle børn og voksne kan senere udvikle allergi, ofte over for mælk eller æg, og ved mistanke herom kan der laves en allergiundersøgelse. En diæt skal altid planlægges sammen med lægen, og generelt gælder der, at diæt kun skal anbefales, hvis der er påvist fødemiddelallergi. Bemærk dog, at et barn godt kan få fødevareallergi over for fødevarer, som det kun har ”spist” via modermælken fra moderen. I sådanne tilfælde kan moderen komme på diæt, og amningen fortsættes.

Årstidernes betydning for atopisk eksem

Klimaet har også betydning for, hvor slem lidelsen er, og hvilken behandling man har brug for.

  • Om vinteren falder luftfugtigheden, og fordampningen fra huden er stor. Det betyder, at man typisk har mere tør hud om vinteren, hvorfor det er nødvendigt med en ekstra fed creme i vinterperioden.
  • Om sommeren kan man typisk nøjes med at bruge en creme med lavere fedtindhold, men det anbefales stadig, at man smører sig to gange dagligt.

Ferie, sol, svømmehal og atopisk eksem

Når man har atopisk eksem, er der en række forholdsregler, der er gode at tage, inden man tager på ferie i udlandet eller blot tager på stranden for at nyde den danske sommer.

  • Husk at bruge solcreme, når du opholder dig i solen – og ophold dig ikke i solen for længe. Selvom sol er godt for de fleste med atopisk eksem, tåler din hud ikke så meget sol. Da solcreme indeholder kemiske stoffer, kan du med fordel beskytte dig med tøj frem for solcreme – f.eks. med en UV dragt til børnene.
  • Sol gør huden tør, så husk at smøre dig med fugtighedscreme bagefter.
  • Når man rejser til udlandet, kan man ikke altid vide med sikkerhed, om man kan få de samme uparfumerede cremer på feriedestinationen, som man kan få hjemme i Danmark. Derfor er det en god ide at medbringe en forsyning af de cremer, du plejer at behandle dit eksem med.
  • Det kan også anbefales at aftale med lægen, hvilken form for behandling du skal bruge, hvis dit eksem blusser op i løbet af din ferie.
  • Badning i saltvand er godt for huden hos de fleste med atopisk eksem, men huden bliver tør af vandet, så husk at bruge fugtighedscreme bagefter. Mange oplever dog, at saltvandet virker beroligende på huden, så eksemet klør mindre bagefter.
  • Mens saltvand virker godt på huden, har klorvand ikke den samme positive virkning. En tur i svømmehallen kan tørre huden meget ud, og det er derfor vigtigt at smøre sig grundigt med fugtighedscreme både før og efter svømmeturen. Du må gerne smøre dig med fugtighedscreme, efter du har skyllet dig, og inden du tager badetøj på. Hvis du gør det, irriterer klorvandet ikke din hud ligeså meget.

Links:
videncenterforallergi.dk
astma-allergi.dk
sundhed.dk (oversigt over atopisk eksem)
sundhed.dk (om atopisk eksem)
sundhed.dk (om brystmælk og modermælkserstatning)